For mig har det altid været musikken og aldrig teksten, jeg har lyttet til. Jeg kom til at tænke på det den anden dag, da jeg overhørte i radioen eller på TV nogen tale om, hvad teksten i Gir du et knus egentlig betyder?
“Gir du et knus før du forsvinder” var det som Snapshot oprindeligt sang tilbage i 1983. Dengang var jeg 10 og forstod ikke ret meget af musikken, jeg hørte heller ikke til så meget endnu, andet end hvad der blev spillet i radioen. På min båndafspiller hørte jeg mest Smølferne med Johhny Reimar og Ivanhoe, hvis jeg husker rigtigt.
Men musikken begyndte mere og mere at få adgang i mit liv, og senere optog jeg også numre fra radioen, jeg tror stadig at jeg har det første bånd jeg optog, hvor jeg i 1984 optog Gunner “Nu” Rap, og hørte den igen og igen. Nok ikke så meget for teksten, men mere for Gunners karakteristiske stemme. Jeg hørte også Østjysk Musikforsyning den sommer i 1984, hvor danskerne var fodboldgale på grund af EM. Sketchen hed “Headquarter kalder messen”, og hvar en klassiker allerede dengang.
Men tilbage til musikken, i min ungdom hørt jeg mere og mere musik, og selvom jeg ofte kunne teksterne i hovedet og sang med, så lyttede jeg aldrig til, hvad der blev sunget. Det er nok også derfor, at det først for nyligt gik op for mig, hvad Snapshot egentlig sang om…at han eller hun bliver forladt. Enten af en elsket kæreste, eller et barn, der flytter hjemmefra.
Jeg har aldrig før da tænkt på det, og min frue herhjemme griner også ofte af det, at jeg først mange år senere reelt fatter, hvad der er sket.
Bandaid
Det samme skete med Bandaid koncerten, jeg har aldrig tænkt på hvad “Bandaid” står for…det er bandage, altså et plaster, noget vi gør for at hjælpe. Sådan var koncerten, der skulle indsamles penge til Afrika, og derfor kaldte de det bandaid. Skidesmart, men ikke noget jeg sådan tænkte videre over, indtil jeg sagde det til min kone…så grinede hun rigtigt meget igen igen…
Mine favorit kunstnere er Lars H.U.G. og Depeche Mode, dem er der ingen der kan røre overhovedet, og jeg kan rigtigt mange af Lars´ tekster og rigtigt mange af Depeche Mode teksterne, men igen, jeg aner ikke, hvad de handler om.
Jeg har ikke sat mig ned og læst “Personal Jesus”, og det var nok også først, da jeg hørte kronprinsen citere fra Lars H.U.G.´s sangen “Mon de kan reparere dig” fra 1987 (Fra albummet “Kysser Himlen Farvel) at jeg rigtigt begyndte at tænke over teksten.
Men gør det egentlig noget? Gør det noget, at jeg ikke før teksten med? Hvis jeg spørger kunstneren, så vil vedkommende nok sige, at selvfølgelig gør det det…jeg har lavet det her værk, og det bør du lytte til…
Men er det ikke ok, at jeg bare nyder musikken og lader ordene spille med på melodien? Det synes jeg egentligt at det er, og jeg tror, at jeg bliver ved med at gøre det på den måde. For mig er det musikken, jeg lytter til, og ikke ordene, selvom jeg nok ville få rigtigt meget mere ud af det, hvis jeg også lyttede til ordene.
Det kan også være, at det kommer til at ske end dag, hvem ved. Men jeg ved, at der er i hvert fald to numre, som jeg skal høre i dag. “Mon de kan reparere dig” af Lars H.U.G. og “Personal Jesus” med Depeche Mode…måske hører jeg denne gang efter, hvad der bliver sunget.
Hvad gør du, lytter du til tekst og musik, eller er det tonerne, der styrer, hvad du kan lide i dine øregange?
