Sport er fantastisk, næsten lige meget, hvad det er. Til dagligt er det primært fodbold og håndbold, der bliver vist direkte, og familien har da også lige fulgt med i EM i håndbold for herrerne, hvor Danmark vandt bronze.
Nu er det OL, og vi glæder os også til at se, hvad de mange atleter, der er draget til Kina har at vise. Også dem, der måske er knap så gode, men har fået muligheden for at være med.
Vi har også 62 atleter med i år i forskellige sportsgrene som: Ishockey, skiskydning, alpint skiløb, curling og speedskating.
Vi vinder nok ikke nogen medaljer, og det er også kun sket en gang før, at Danmark har vundet en medalje til Vinter Ol, det var i 1998, da kvinderne vandt sølv i curling.
Det bliver dog alligevel spændende at følge atleterne, og de mange andre atleter fra verdens lande. Danmark har aldrig været superstærke i vinter disciplinerne, men det er da tankevækkende, at de bruger så mange, mange timer på træning i discipliner, hvor de ikke har en stor chance, men alligevel kan vise sig frem for hele verden i to uger i februar 2022.
Kina
Vinter OL bliver denne gang holdt i Kina, og der er mere eller mindre lukket ned under legene, der er heller ikke rigtigt nogle tilskuere på lægterne, fx i denne her curling match, der er på fjernsynet lige nu.
Jeg vil heller ikke komme ind på den meget polemik og politik, der har kendetegnet optakten til legene i Kina, for jeg mener personligt ikke, at politik og sport hænger sammen, og skal misbruges af hinanden, selvom det sker i større og større grad (her har jeg nogle skarpe holdninger til, hvordan og hvorfor VM i fodbold bliver holdt i Qatar, men det er en anden snak).
Det må heller ikke være nemt at være atlet til legene, hvis nedlukningen er så slem, som der er blevet berettet om. Der bliver vil ingen mulighed for at opleve de steder, hvor de befinder sig, ligesom det meste var nedlukket under sommer OL i Tokyo sidste år. Her skulle atleterne også forlade landet igen ret kort tid efter, at de var færdige i deres dyster.
Tilbage til Kina, her fredag morgen har de danske ishockey kvinder spillet deres første kamp mod værtsnationen Kina, de taber desværre 1 – 3, efter at det havde stået 1 – 1 frem til allersidst i tredje periode.
Hvis du interesserer dit for sport og for OL og discipliner, som vi normalt ikke ser ret meget af på fjernsynet, så åben for tossekassen de næste par uger, og følg de danske, og de mange andre atleter, der prøver at få guld, sølv eller bronze i de mange discipliner som vinter OL består af.