Som mange andre i Danmark købte vi i vores familie også en elbil i 2021. Vores valg faldt på en Nissan Leaf, som min kone bruger til pendlerbil frem og tilbage til hendes arbejde i Farsø. Det er en daglig køretur på 192 kilometer, som indtil august 2021 blev klaret med en diesel bil. Nu kører hun i en elbil, som bruger strøm.
En sådan bil skal oplades, og derfor købte vi et EON free drive abonnement (du kan se mere om EONS abonnementer til el- og plugin biler her), som gør at vi for 649,- kroner om måneden kan “tanke” strøm ubegrænset på EONS ladenetværk i Danmark.
Vi valgte ikke at købe en ladestander derhjemme, da vi har solceller, og derved ikke kan få 1,12 kroner tilbage i elafgift, men det er en anden snak, jeg vil fortælle om på et andet tidspunkt. Den historie, du kan læse om i dag, den handler om, at der kan være kø ved ladestanderne, der hvor vi tanker.
Vi valgte EON, da de har to ladestandere lige udenfor min kones forretning, og derfor holder hun der og lader, mens hun er på arbejde, herhjemme lader vi via et såkaldt “mormorladerstik” (se mere her hos FDM om mormorladerstik, vi kan godt bruge mormorlader, da vi har et specielt stik til det i husstanden). Herhjemme koster det os den fulde pris for strøm, at lade bilen, derfor kører jeg indimellem ud til et hurtiglader stik, som EON har ikke så langt fra, hvor vi bor. Så kan jeg sidde og arbejde lidt, mens biler bliver ladet meget hurtigt, det tager under en time at få ladet bilen fra 18 til 85%, når altså der er plads ved ladestanderen.
Det var der ikke, da jeg sidst var forbi. Jeg havde forinden kigget på EONS APP på min telefon, om laderen var ledig, og det var den, da jeg kørte hjemmefra, men da jeg nåede frem, så var den optaget.
Godt nok skulle den anden bil, bruge det andet stik i hurtigladeren, end jeg havde brug for, men den type ladestander, som EON bruger i det her tilfælde, det gør at der er kun en bil ad gangen, der kan bruge hurtigladeren på 50 KW. Så var gode råd dyre, og jeg måtte vente i en halv time, til den anden bil havde ladet nok.
En smule træls, og egentligt lidt meget underligt, når EON har sat to stik op, men kun så der kan være en ad gangen, der kan lade, det giver ikke ret meget mening. Jeg har ikke spurgt EON endnu, hvorfor det er sådan, men det vil jeg skrive om i et andet indlæg.
På ladestanderen findes et tredje ladestik, til en almindelig opladning, men med det stik kan jeg kun lade 6 KWH i timen, og så tager det altså mange timer at nå fra 18% til 85% på bilen (bilens batteri er et 62 KWH batteri). Den elbil vi har, er født med tre år gammel teknologi, som kun kan lade på en fase, og derfor tager det afsindigt lang tid at lade med et almindeligt stik (sådan noget lærte jeg alt for sent, da vi havde købt bilen).
Det er ikke helt nemt at have elbil endnu, men mon ikke det bliver nemmere i de kommende år, når ladenetværket i Danmark bliver større? Det håber jeg. Du må ikke se ovenstående som brok, mere en ærgrelse, for jeg kunne sætte bilen til derhjemme, og lade den der, men så betaler jeg det hele selv, ved at bruge EONs netværk, så kan jeg tanke al den strøm jeg vil, men så må jeg bare bero mig på at vente, som jeg måtte gøre i dette tilfælde.
Til dagligt lader vi derhjemme, med de strømpriser der i i Danmark PT, så koster det os det samme at lade bilen derhjemme, som vi brugte på diesel før, så vi har reelt ikke sparet noget, da vi også har lånt til en ny bil. Men komforten, udstyr osv. Er meget højere i den elbil vi har købt, i forhold til den diesel bil min kone kørte i før, og indimellem skal bilparken derhjemme også opgraderes lidt. Nu er det en elbil hun kører i, og forhåbentligt bliver det på sigt bedre for miljøet, at hun kører på strøm i stedet for diesel.