Nu gik det lige så godt, ingen i familien var endnu smittet, og hverdagen var inde i en god gænge…lige indtil to af børnene blev smittet, og røg i karantæne på deres værelser…ikke at der er noget galt i det, men samtidigt skulle det tredje barn blive hjemme fra skole, for han måtte ikke smitte andre, hvis han nu blevsmittetogdermedkunnesmitteandrehvishankomiskoleogdetfjerdebarnmåttegodtkommepågymosvosvosv…
Sådan kunne jeg fortsætte, men det har jeg egentlig ikke lyst til. Det er første gang, at jeg har Covid helt inde på livet i husstanden, og selvom de to børn har været syge og med feber, så har det lignet Influenza.
Det startede i sidste uge, hvor min far var blevet smittet. Han er 82, så jeg var lidt mere urolig for ham, men han har også holdt det i fin form og i strærkt arm. Han har været forkølet, men sluppet for feber, så selvom han har været smittet, så er det lykkedes ham at gå nogle ture alligevel og komme ud og få noget luft.
Apropos det med at være smittet, mens man er uden for hjemmet. Fruen herhjemme fortalte mig en historie i morges, at de i en Bilka et sted i Danmark over kalde anlægget havde spurgt efter den kunde, der har Covid…tre minutter senere stod der 17 kunder, der alle var smittet, men som var ude at handle.
Historien er ikke sjov, men jeg kom da med et tøhø, da Fruen fortalte mig den, fordi den viser, at selvom vi bliver smittet, så går livet videre. Vi skal ud og handle ind til mad, vi skal have luft udenfor, mens vi stadig passer godt på hinanden.
Det må være fantastisk svært for den enlige, som står med det hele selv, og heller ikke ser ret mange mennesker fra omgangskredsen i disse tider.
For mig som selvstændig og gående hjemme, der har coronatiden ikke være meget anderledes, end før hele Danmark lukkede ned for første gang, for snart to år siden. Jeg ser mine børn og frue hver dag, fruen var lukket ned med sit arbejde i 4 uger (som jeg husker det) i april 2020, og siden er hun troligt kørt de 96 km til Farsø hver morgen, og er kommet hjem igen hver aften.
OK, vi har ikke set så mange venner, som vi plejer, men igen skal vi passe på hinanden, det er nødvendigt.
Nu er jeg kommet pænt langt fra den indledening jeg lagde ud med, og det er vel egentligt ok. Jeg har det fint med at passe ungerne herhjemme, også den yngste som har kastet op hele formiddagen, da han er blevet syg af vaccinestikket mod Covid, men for ham går det forhåbentligt over i morgen, i dag er det bare svært at få noget mad og drikke i ham.
Jeg hjælper, hvor jeg kan, og priser mig lykkelig for at være selvstændig, så jeg kan være hjemme ved familien, når behovet er der, og lave toast og skære æblerne ud i tern, så de kan spises med en gaffel…som den yngste datter bad mig om, og som du kan se på det vedhæftede billede.
