Yngstesønnen herhjemme er syv år gammel, og når han ikke er inden for, så er noget det eneste, som han gerne vil, det er at spille fodbold, og helst hele tiden…helst også sammen med far.
Nu er det så heldigt, at vi bor 25 meter fra skolens fodboldbaner, af den samme grund, så har vi heller ikke andet end nogle små mål i vores egen have. Det betyder så også, at yngstesønnen og ind i mellem ældstesønnen plager om, at faderen i huset tager med derover og spiller lidt.
For tiden bliver det ikke til mere end et par gange om ugen, når de begge er kommet hjem fra skole. Det er dog også hyggeligt at spille 45 minutter sammen, skyde på mål, spille på to mål, stå på mål og misse en hel del skud.
I dag var det dog lidt anderledes. Vi tog over på banerne klokken 16, selvfølgelig lige mens det var allermest varmt…min telefon sagde 23 grader, men det måttet have været mere, for puha det var hedt. Ældstesønnen gav op efter 25 minutter, og efter 40 minutter kunne yngstesønnen heller ikke mere. Fuldstændig rød i bærret, så ville han gerne hjem og have noget vand.
Det gjorde vi så, men vi havde også haft nogle virkeligt fornøjelige minutter sammen. Der er næsten 9 års forskel på yngste- og ældstesønnen, men det er virkeligt dejligt at se, hvordan den store passer på den lille, og prøver at hjælpe ham til at blive en bedre fodboldspiller.
Det er broderkærlighed, hvor der ingen skrig, skrål eller skænderier på grund af små ting. Her på banen, der hygger de sig sammen med deres fader, som stadig kan følge med, men slet ikke er så hurtig som ældstesønnen på snart 16, selvom min form er væsentligt bedre end hans.
Det var alt for i dag, vejret har været fantastisk, dagen har været fyldt med hjemmearbejde, men der har været tid til børnene i eftermiddag, og det er noget af det bedste ved at gå hjemme.
