Her den første dag i efterårsferien, der har Eva og jeg kun et barn hjemme, og det er vores ældste datter, som ellers til daglig er på efterskole.
Den yngste på seks er på ferie hos mormor og morfar i Sønderjylland, og de to i midten, de er begge på fodboldskole på Rønde Efterskole, hvor jeg selv har gået engang i slutningen af 1980´erne (det er faktisk så længe siden, at jeg havde 30-års jubilæum for et stykke tid siden!).
Jeg kørte Sarah og Daniel ud på skolen mandag morgen, det er første gang at Sarah skal på fodboldskolen, og så har hun valgt et sted, hvor storebror, Daniel, også skal med. Lidt sejt er det også, da hun er den eneste pige på fodboldskolen. Hun kun er 11 år, synes jeg, at det er lidt af en bedrift, at hun tager afsted.
Det er dog stille herhjemme, når kun et barn er hjemme, og som ikke giver megen lyd fra sig. Meget stille, men det giver også tid til andre ting, som generel oprydning og få læst lidt i en bog, som ellers ikke er det jeg får gjort mest ved lige nu. Et afsnit af en TV-serie eller to, bliver er også tid til.
Det er også underligt kun at skulle lave mad til tre personer, når det sædvanligvis er fem eller seks (når den ældste er hjemme fra efterskole og hele familien er samlet), så derfor er indkøbet i denne uge også skruet ned.
Vi skulle have lasagne mandag aften, og jeg købte noget mindre ind (troede jeg) end jeg ellers ville, men det endte jeg faktisk også at lære noget af. Jeg købte en pakke hakket kød istedet for to, som jeg plejer, men grøntsagsmængden blev der ikke skruet meget ned på, men alligevel endte det med, at der var lasagne nok til et stort ildfast fad, og så der er mad til os alle tre i mindst 2 1/2 dag.
Lasagne
Opskriften får I her.
- 400 gram oksekød med 3 – 7% fedt
- Lidt olivenolie til stegning af løg og kød
- 2 løg og 1 fed hvidløg
- Diverse krydderier
- 1 pastinak
- 1 squash
- 3 gulerødder
- 2 jordskokker
- 2 blade spidskål
- Økologiske tomater til tomatsovsen (jeg laver min egen, jeg bruger ikke dåse)
- 1 glas hjemmelavet tomatpasta
- Revet mozzarella (rigtig os, ikke den vegatabilske pizza topping, som Arla også laver)
- Lasagneplader
- 1 pakke mornay sauce
Løg, hvidløg og krydderier blev brunet i en gryde med lidt olie, samtidigt puttede jeg krydderier i (tørret oregano, spidskommen, koriander) til at stege med. Kødet kom efterfølgende i gryden, og blev brunet.
Samtidigt med hældte jeg tomater og cherrytomater i en blender, og fik det blendet til en ensartet masse, som derefter blev hældt i gryden.
Mens blandingen boblede, så rensede jeg grøntsagerne, og blendede dem efterfølgende, hvorefter de også kom ned i gryden og skulle boble med, indtil jeg synes at det var færdigt.
Derefter hældte jeg mornay saucen i gryden og gav det et par minutter til at blive varmt sammen med kødet, tomaterne og grøntsagerne.
Imens fandt jeg et ildfast fad frem, og gjorde lasagneplader (jeg bruger de forkogte og billigste fra det lokale supermarked) og mozzarella ost klar.
I fadet lagde jeg først et lag kødsovs, derefter lidt mozzarella ost og tilsidst lasagneplader. Fremgangsmåden blev brugt indtil der ikke var mere kødsovs, og jeg sluttede af med et tykt lag mozzarellaost.
Ovnen var forvarmet på 180 grader (varmluftsovn), og lasagnen blev sat ind og fik ca. 30 minutter, indtil osten var blevet brun og gylden.
Glæde ved maden – og ingen mobil
Fruen i huset kom hjem, da lasagnen næsten var færdig, og jeg plejer altid at få det til at passe sammen, så vi kan spise sammen, lige når hun kommer hjem fra arbejde omkring 18:40.
I dag var vi så kun tre, og derfor var der så rigeligt med mad, men så slipper jeg for at skulle lave aftensmad tirsdag, da rester (eller buffet, som vi kalder det i familien) altid er nemt.
Vi har en regel om, at der igen mobiltelefon skal være, når vi spiser aftensmad, så vi sad alle tre og lyttede til hinandens beretninger omkring, hvad vi hver i sær havde lavet i løbet af dagen.
Det var ren hygge, og efterfølgende var oprydningen en leg, da resterne af lasagnen bare skulle køle af og i køleskabet bagefter.
En god dag, selvom det er svært kun at være tre, når familien er dobbelt så stor. Men de kære børn bliver ældre, og det er svært at vænne sig til, men det er også en del af livet.