Facebook sendte mig et minde den 12. januar om formiddagen. Lige umiddelbart ville jeg ikke kigge på det, fordi Facebook giver notifikationer om så mange forskellige minder…men jeg kunne ikke lade være alligevel.
Godt det samme, det viste sig at den 12. januar var det fire år siden, at Stefan og jeg blev færdige som journalister på Journalisthøjskolen i Aarhus!!!
At der allerede er gået fire år, det ligger uden for min fatteevne, men det er nok fordi at tiden farer afsted – rigtigt hurtigt endda.
Da jeg startede på Journalisthøjskolen (eller DMJX så den retteligt hedder) en februar morgen i det herrens år 2012, der havde jeg nok ikke så mange tanker omkring, hvor jeg ville være otte år senere, og at jeg overhovedet var kommet igennem journalist uddannelsen.
At jeg i dag også står med en kandidatgrad i journalistik og kommunikation, ja den havde jeg ikke set komme dengang for snart otte år siden.
Sikke mange oplevelser, jeg var så heldig at få, da jeg begyndte at læse som 38-årig, det var som at få sin anden ungdom igen.
Gammel mand
Den yngste i min klasse var 19, og jeg var dobbelt så gammel. Noget af det første jeg tænkte, det var, “Nå, du oplevede ikke lige EM finalen i 1992…” for der var hun slet ikke født.
Ikke at det gjorde noget, at jeg var ældre, jeg fik mange nye bekendte og enkelte gode venner i løbet af de fire år på DMJX. En af mine bedste venner, han er ikke engang 30 endnu, og vi taler og skriver sammen næsten dagligt, selvom vi ikke sidder i samme land længere.
Min pointe er egentligt, at det aldrig er for sent at gå i gang med noget nyt. Der kan være økonomiske overvejelser omkring det, men hvis du har muligheden for sådan noget, som jeg gjorde, så bare kom i gang. Du kommer ikke til at fortryde det, overhovedet.
Der var ingen tvivl om dengang, at jeg aldrig troede på mig selv nok til, at jeg ville komme igennem studiet, men det lykkedes…det samme var gældende med kandidat studiet på Aarhus Universitet, men det lykkedes også.
Så det gamle mundheld, “Du kan, hvad du vil”, det er nok ikke helt så tosset, heldigvis.
I dag er jeg 46, jeg har fire børn og er gift med den mest fantastiske frue, som jeg kunne ønske mig. Jeg er selvstændig uden ret mange kunder endnu, men jeg tror på, at det hele nok skal lykkedes. Vi har levet for små midler i mange år, men jeg har ikke lyst til at tage et fast arbejde endnu. Det er rart, at en af os forældre går hjemme ved børnene, og det er blevet mit lod.
Jeg tror på projektet, og jeg skal snart i gang med at skrive min første bog. Ikke fordi, at jeg tror, at den kan sælges i mange tusind eksemplarer. Dog kunne det være spændende at se sit navn på en bog, og håbe på, at der er nogen, der har lyst til at læse den.
Det håber jeg på, og måske kan den udkomme allerede i år, også selvom jeg ikke finder et veletableret forlag til at udgive den…så må jeg jo bare selv gøre det.
