Husker du selv, dengang du var barn, og tandfeen kom på besøg, hver gang du havde tabt en tand? Eller fortæller du historien til dine børn og bruger ?
Hjemme hos os er vi i gang med det fjerde barn, der taber sine mælketænder, og den første smuttede ud mens han var i skole i går. Yngstemanden kom stolt hjem med tanden i en plasticpose og viste den frem, og han kunne næsten ikke vente til, at det skulle blive aften, og han skulle i seng, for tanden blev lagt under puden flere timer inden han skulle sove.
Da han vågnede i morges, da havde tandfeen været forbi og lagt en mønt ved siden af tanden. Han var meget overrasket, både over beløbet, mens også at han ikke havde mærket, at tandfeen havde været forbi. Så han glæder sig allerede meget til, at han taber den næste tand.
Hans ældre søskende har tabt alle deres tænder, men de havde alle (heldigvis) i lang tid troen på tandfeen, også selvom vi nogle gange glemte det, når de havde tabt en tand. Heldigvis lykkedes det altid at finde en forklaring på, hvorfor mønten ikke var der, når de vågnede op om morgenen, så troen på tandfeen blev vedligeholdt.
Drømme og fantasi
Hvordan tandfeen ser ud, det ved jeg ikke, og det har jeg heller aldrig talt med børnene om, de har ikke spurgt. Det er også helt fint, jeg behøver ikke vide, hvilke billeder der er i deres hoveder, når de tænker på tandfeen. Bare de fantaserer, det er det vigtigste. Her skal de ikke tage stilling til en opgave, nej de skal bare drømme og fantasere, og det er altid en god leg. Hvor gode er vi selv til at huske det, nu vi er blevet voksne?
Heldigvis er det ikke kun og herhjemme, der har været gode til at huske det med tandfeen, vores egne forældre har også taget den videre, da mormor og morfar har været gode at hjælpe til, når de har været på ferie med ungerne, og der har tandfeen også altid været tilstede, når det har været nødvendigt.
Så tandfeen eksisterer, og tak fordi børnene stadig tror på det, det giver glæde i hverdagen.
