Torsdag var jeg ude og løbe for første gang siden den 13. juni, det er første gang i 10 år at jeg har holdt så lang en pause. Så jeg var lidt spændt på, hvordan kroppen ville acceptere at skulle løbe igen efter en så lang pause.
Hvis jeg havde været fornuftigt, så havde jeg nok lagt ud med 5 kilometer, men det mente jeg ikke var nok.
Så jeg havde planlagt en 11 km tur gennem Hattemagerskoven og Riistrupskov. Vejret var fint, det blæste ikke meget, det var overskyet og himlen var grå.
Den første kilometer gik som sidst, uden mange problemer. Ned ad Søndermarken og derefter opad bakken mod Rundkørslen på Jernaldervej. Jeg kunne nu godt mærke, at der var sket noget med min løbeform, den var ikke det sammen sted, som sidste gang jeg løb en tur.
Skidt pyt, jeg passerede rundkørslen, og løb mod Hattemagerskoven. Trafikken var ikke slem endnu, så der var kun tre biler, der måtte rykke ind mod midten på kørebanen, mens jeg løb forbi i venstre side af vejen.
Mudder og blade
Inde i skoven var der helt ro, og selvom jeg lyttede til ”Bagklog på P1” mens jeg løb, så kunne jeg godt fornemme stilheden der omkransede mig. Det som jeg var mest opmærksom på, det var de mange blade og den bløde skovbund. Der skal ikke meget til, før jeg kan vælte, og specielt i en blød skovbund.
Det var heldigvis ikke så slemt, og det var kun en gang jeg rullede rundt, og det var på grund af en mudret undergrund. Heldigvis skete der ikke noget, og jeg kom hurtigt op igen og kunne løbe videre i mit astadige tempo.
Hattemagerskoven er fantastisk at løbe i, der er så mange forskellige stier og så meget natur, selvom skoven egentlig ikke er ret stor, men jeg elsker at løbe igennem den. Oftest har du det hele for dig selv, og når du endelig møder andre på gåben eller på cykel, så passer vi på hinanden og hilser.
Bakken mod godset
Ude af Hattemagerskoven, så drejede jeg til venstre og løb mod Riistrupskoven, jeg skulle lige forcerere et par ordentlige bakker, inden jeg kunne løbe forbi Riistrupgods. Det er en tur, som jeg har tilbagelagt mange gange før, men sjældent i så dårlig form, som jeg var denne torsdag. Ikke at jeg hev efter vejret, men hastigheden var ikke så høj.
Jeg kom dog op ad bakkerne i fin stil, passerede godset og kunne løbe ind på grusstien og ned af en dejlig bakke.
Nu var jeg halvvejs, og de næste par kilometer var kun på grus og i skov. Selvom jeg har løbet her mange gange, så er der altid noget nyt at kigge på. Naturen ændrer sig, om det er gjort af menneskehånd eller på grund af årstiden, så er det altid et flot skue.
Jeg kom over Lilleåen og var klar til at løbe ind i Risstrupskoven, det gik kraftigt opad igen, men benene var fine og jeg passerede en hundelufter i fin stil med smil om munden og et arm i vejret til et ”hej”.
På vej ud af skoven igen, der har jeg indlagt en virkelig hård bakke, for at presse mig selv, og på det allersidste af denne, der måtte jeg lige gå de sidste fem meter, formen var ikke til at løbe over, men over kom jeg, og på den anden side var der ingen problemer med at komme ned igen. Jeg skulle meget opmærksom, da der er mange drilske rødder, som jeg nemt kan snuble over på vej nedad.
Tilbage til Søften
Når jeg kommer ud af Ristrupskoven, så er der ikke så langt hjem igen. Jeg kan vælge at læbe forbi Hattemagerskoven på asfalten, eller tage en tur igennem skoven igen. På denne tur valgte jeg det sidste, og løb af andre stier, end de fleste går på, når de er i skoven.
Det var også her, at jeg mødte det værste mudder, men jeg sad heldigvis ikke fast, men det var tydeligt at jeg skulle passe på, mudderet var drilsk, og prøvede ved hvert trin at hive mine sko af. Det lykkedes ikke for det lumske mudder, og jeg kom fint ud at Hattemagerskoven igen.
Nu var der kun to drilske bakker tilbage, den ene er lige ude af skoven, hvor det bare går op ad. Når jeg så kommer til det flade stykke, så går der dog ikke mange 100 meter førend at togbanen skal passeres.
Jeg havde nu nået mere end 10 kilometer på min tur, og jeg kunne se hele Søften for mine fødder da jeg nåede toppen af bakken over togbanen. Jeg ville dog nå 11 kilometer inden jeg skulle hente Marius i skolen, så jeg løb en lille omvej på vej hen til Præstemarkskolen, og jeg nåede præcis 11 kilometer da jeg trådte ind ad døren til Marius´ klasseværelse.
