For hvad er ´Vangede billeder´ egentlig for en størrelse?
Set udefra, er det vel bare en beretning om et sted, hvor Dan Turéll er vokset op, og hvor alle de skæve eksistenser, og alle de andre mennesker, som beboede Vangede før og mens Dan Turéll boede der, men det er også meget mere end det.
Det er også en historie om, hvordan vi selv oplever de minder, hvor vi voksede op, mens vi læser bogen. De skæve eksistenser, hvordan byen så ud, hvem der lavede ballade og hvordan vi blev set på, som nogen der ikke boede det rigtige sted, men at jeg er ligeglad med, hvad andre siger.
Jeg voksede op i Søften, og det er jeg stolt af, Dan Turéll voksede op i Vangede, og det har også præget ham.
Jeg elsker ham sprog, som er så hverdagsdansk, og som samtidig glemmer tegnsætning, hvordan alle ord ikke er stave rigtigt, og hvordan han formår at beskrive det Vangede, som han kender og kendte.
Et Vangede som ikke længere eksisterede da han flyttede, og slev ikke i dag, hvis du slår byen op på Google Maps eller kigger på et kort. De steder, han beskiver, de er der stadig, og for de lokale giver det mening, hvad Onkel Danny skriver, men for os andre, der er det en historie om, hvad der var, og hvad der er nu. De fleste af os, vi kan genkende os selv i det læste, selvom vores opvækst var helt anderledes.
Hvis jeg tager en anden ting ind i det her, som Dan Turéll også har skrevet, så er det fra digtet “Jeg holder af hverdagen…”, et pragteksempel åp en tekst, som får læseren til at tænke over hverdagen, ligesom Dan Turéll fik mig til at tænke på min egen opvækst, og også om de mange skæve eksistenser og beboere i det Vangede, Dan Turéll voksede op i.
Fem ud af fem fingre herfra, og tak til Onkel Danny, for de vidunderlige historier og tekster, han giver os, her snart 30 år efter han døde.
