I de her tider, hvor der er krig i Ukraine, og hvor det er svært at forstå, hvorfor en despot som Putin ønsker krig, er det spændende at gå tilbage i litteraturen og læse om andre krisesituationer, hvor magtfulde mænd har været tæt på, ikke bare at slå tusinder af mennesker ihjel, men millioner.
Selvom der er skrevet helt vildt mange bøger om den 13 dage lange cubakrise i oktober 1962, og det her er den første, som jeg har læst, så må det være en af de bedre, hvis ikke den bedste.
Bogen hedder “One minute to Midnight – Kennedy, Khrushchev, and Castro on the Brink of Nuclear War”
Forfatteren Michael Dobbs har brugt to år på at researche til bogen, og i den følger vi slavisk hver dag og næsten hver eneste time i krisen. Det som også gøre bogen og fortællingen unik, det er at vi er inde i det ovale værelse i det Hvide Hus, vi er helt tæt på Khrustjoj i Moskva, og vi føler os som en flue på væggen, når der fortælles fra Cuba, hvor de mange missiler blev sat op.
Hvis du ikke kender Cubakrisen, så kommer der et resumé her:
I Maj 1962 beslutter den sovjetiske førstemand, Nikita Khrusjtjov, at der i al hemmelighed skal opstilles atommissiler på Cuba, selvfølgelig uden amerikanernes viden. I løbet af de efterfølgende måneder, bliver der sendt helt uhyggeligt meget materiel og mandskab til Cuba fra Sovjetunionen, men det er først i midten af oktober, at amerikanerne tilfældigt opdager, hvad der er ved at ske på Cuba.
Derefter følger 13 intense dage, hvor verden er meget, meget tæt på en atomkrig mellem de to supermagter. Hvis amerikanerne angriber og indtager Cuba, så vil Sovjet slå igen i Europa og USA.
Til alt held sker atomkatastrofen ikke, for hvis den var det, så var jeg nok ikke blevet født, men USA og Sovjet finder en løsning, hvor begge lande må gå på kompromis.
Læs mere på Wikipedia her
Forinden oplever læseren klogskab, vildskab, nogle ignorante politikere og generaler. Utålmodige cubanere, herunder Fidel Castro, ubådskaptajner, som ikke aner deres levende råd, og kommunikationskanaler, som vi slet ikke kan fatte i dag, når vi sidder med en mobiltelefon i hånden.
Dengang tog det lang tid, at få et krypteret brev sendt fra øst til vest, det var ikke muligt bare at tage telefonen og ringe til hinanden.
Imens beskederne flyver mellem parterne, er vi med i maskinrummet, hvor vi også finder ud af, at John F. Kennedy i starten faktisk er med på, at bekæmpe Cuba med magt, men lidt efter lidt finder ud af, at det ikke er den bedste idé.
Hvis du har set filmen – Thirteen Days – så kender du vinklen fra amerikanerne, men som tidligere nævnt, så får du i bogen også vinklen fra Moska og fra hele Cuba, hvor vi også er ude ved soldaterne, og hører dem omkring at være i et fremmed land og skulle sætte missiler op, der peger mod USA.
Der blev også lavet mange fejl fra amerikanernes side, fx bliver et U2 fly skudt ned over Cuba, og et andet U2 fly flyver, uden at vide det, en lang tur over sovjetisk territorie, ubevidst. Her er vi med piloten i cockpittet i sit fly, hvor han ser himlen langt, langt over jordoverfladen, og sent finder ud af, at soctiske MIG jetfly jager ham.
Dengang var kommunikation elendig internt og eksternt, for hvad hvis sovjet havde set det som et angreb, og havde sendt missiler afsted, hvor havde vi så stået i dag. En uhyggelig tanke.
Michael Dobbs bog er helt klart læsværdig, og tag fat i den, hvis du virkelig vil vide mere om Cubakrisen, hvordan den opstod og hvordan den blev løst.
I en tale efter krisen sagde John F. Kennedy et citat, som viser, at der var vise mænd, som afgjorde at tredje verdenskrig dengang ikke skulle ske:
“We all inhabit this same planet. We all breathe the same air. We all cherish our children’s futures. And we are all mortal.”
Lad os håbe, at der med krisen i Ukraine også er nogle vise mænd, der sørger for, at vi ikke kommer til at opleve tredje verdenskrig nu.
