For ikke så mange år siden, der bugnede supermarkeder, elektronik forretninger og selv betjente tankstationer med CD´er og DVD´er (of før dem videobånd). De blev solgt alle steder, for der var mange penge i det. En ny film kostede ofte 200 kroner, og en CD cirka det samme. Efter et stykke tid blev de sat ned til 100 kroner, og efter et år eller to kostede de under 50 kroner.
Det var dengang at streaming ikke var så populært endnu. Jeg tror, at den første streaming tjeneste, som jeg for alvor kan huske, det var TDC Play. Hvor du for et fast beløb om måneden (eller det var måske allerede en del af abonnementet dengang, det kan jeg ikke huske?), kunne lytte til al den musik du ville, som TDC havde købt rettigheder til afspilning på.
Dengang skulle du stadig sætte en DVD (eller et videobånd) i en maskine, når du skulle se en film. Du skulle gennem nogle forskellige forfilm (eller trailers, som de også hedder), som oftest var andre film, som det filmselskab, som havde lavet den film, du skulle til at se, havde lavet. På DVD´erne var der menuer, hvor du kunne vælge sprog, undertekst og om du ville se ekstra materiale.
I dag er alt det her mere eller mindre glemt, for de fleste af os vi streamer enten musik eller film via nettet. I vores husstand har vi to streaming abonnementer på musik og 8 streaming tjenester plus DR TV.
Vi har ikke længere abonnement på Yousee, det er simpelthen for dyrt, og vi ser ikke almindeligt flow tv længere. Kun via DR TV appen, som er gratis og skattebetalt.
Fysiske ting
Men jeg er stadig lidt nostalgisk anlagt, og så er jeg bestemt ikke særlig god til at smide ting ud, som jeg har købt for mange penge. For jeg købte meget musik og mange film, da jeg var yngre, og jeg har endnu ikke smidt nogle af dem ud endnu.
Alle mine videobånd, de står ved mine forældre, som troligt ser de af filmene, som de gerne vil. Mine forældre kan ikke finde ud af at streame, så når de skal se matador, så foregår det på et videobånd.
Alle vores DVD film har jeg endnu, og jeg har for nyligt sat dem op i en reol (som du kan se på billedet øverst), sammen med alle vores CD´er. Selve kvaliteten var jeg enormt imponeret af, dengang DVD´er for alvor blev udbredt tilbage i 1998 (eller cirka deromkring), men i dag er det ikke særligt godt i forhold til, den kvalitet du kan se via streaming (hvis din internetforbindelse er god).
Der er dog alligevel noget over at have film eller musik på et fysisk medie. Jeg talte med en af mine fætre om det for nyligt, han var begyndt at købe musik igen. Ikke som en elektronisk fil til sin telefon, men på CD. For han kan godt lide, selv at vælge, hvad han vil høre. Altså gøre noget fysisk, hente CD´en i reolen, tænde for anlægget, sætte den i CD afspilleren, og sætte sig ned i sofaen og lytte til musikken, uden at lave andet.
Kun koncentrere sig om en ting, og kun bruge tid på det. Sidde og nyde musikken uden at gøre andet, eller blive forstyrret af andet.
Det er nok længe siden at du og jeg har prøvet dette. Jeg sætter selv en film på ind i mellem, og ser den via en DVD eller Blueray afspiller, men oftest bliver en film streamet via en Apple TV eller Chromecast på TV´et på mit kontor.
Min yngste er dog ret vild med at komme og sidde i sofaen og se en film, når jeg er på kontoret. Så finder han en i reolen og jeg hjælper ham med at sætte den på afspilleren, og vi får sat filmen i gang. Det er underligt at se de gamle trailere og selv skulle sætte filmen i gang, men det er også lidt sjovt.
Det kræver en handling
Så sjovt, at han sidste gang han var på skolebiblioteket, der lånte han tre film med hjem. Han lånte dem, selvom han vidste, at vi kunne se dem via streaming, men han lånte dem, så han kunne prøve at sætte dem i en afspiller og se dem, som vi gjorde før internettet blev så godt, at alting kunne streames.
Dengang det at eje en film eller et stykke musik, også betød noget for rigtigt mange mennesker, hvor det i dag nok mere er blevet et forbrugsvare. På filmområdet taber vi nok en hel del, da der er mange, mange special film, som ikke ligger på streaming tjenesterne, og som bliver sværere og sværere at få fingre i.
Christian Mongaard, som er filmredaktør og filmskribent på dagbladet Information, og storsamler af film på diverse fysiske medier, han har skrevet om det før, at den fysiske film og den fysiske bog betyder meget for ham. Han ejer det, han kan tage og føle på det, og det har en betydning for ham. Ligesom det et eller andet sted også har en betydning for mig.
Måske også for dig?
