Jeg sidder i en bus fra Keflavik lufthavnen, og jeg er på vej til Reykjavik, en by i et land, hvor jeg aldrig har været før.
Det pis regner udenfor, det er et møgtrist vejr, og på grund af striberne ag regn på ruden, så har jeg svært ved at se det øde landskab, som omgiver os velnærede mennesker, der sidder i denne propfyldte bus.
Jeg har taget en bog frem, der er flere, der har kigget lidt, hvorfor jeg har en bog med, og hvorfor jeg ikke bare siddet med snuden i min telefon eller tablet.
Jeg har dog valgt at tage en bog med, faktisk tre, har jeg taget med, og den ene er en, jeg har været i gang med før. Jeg har bare aldrig kunnet gøre den færdig, fordi indeholdet i den er så forfærdeligt.
Bogen hedder “Leningrad” og er skrevet af Michael Jones. Den omhandler den 872 lange tyske blokade af Leningrad under Anden Verdenskrig (Leningrad hedder i dag Skt. Petersborg), og det skulle efter sigende være en af de flotteste byer at komme til, et Norden Venedig.
Jeg tror, at grunden til, at jeg aldrig har gjort den færdig er, de rædsler bogen indeholder. Allerede på side 30 er en af de første faktiske skildringer, hvor en datter siger, at hun så sine forældre dø, og at hun var ok med det, fordi det betød, at hun kunne få deres brød.
Så slem var sulten under blokaden, at byen lynhurtigt løb tør for forsyninger, og tyskerne bombarderede byen igen og igen og igen under den næsten 900 dage lange blokade.
Puha, den bliver ikke sjov at komme igennem, den bog, men det er et vigtigt vidnesbyrd om, hvor slemme vi mennesker kan være ved hinanden, og at vi aldrig må glemme de fem forbandede år under Anden Verdenskrig…
Vi slap rimeligt nådigt i Danmark, men det var der mange andre, der ikke gjorde…min far har også tit fortalt om den sidste dag i krigen, hvor hans forældre og søskende måtte flygte, men heldigvis hurtigt kunne vende hjem igen, da krigen nu var slut.
Krig er forfærdeligt, det ser vi hver dag i de mange krige, som bliver kæmpet rundt omkring i verden. Jeg forstår ikke, hvorfor folk bekriger hinanden, det kommer jeg aldrig til at forstå.
Men nu tilbage til bogen, den er slem, men vigtig at huske på, hvad det onde i os alle desværre kan finde på.
Jeg sidder i en bus fra Keflavik lufthavnen, og jeg er på vej til Reykjavik, en by i et land, hvor jeg aldrig har været før.
Det pis regner udenfor, det er et møgtrist vejr, og på grund af striberne ag regn på ruden, så har jeg svært ved at se det øde landskab, som omgiver os velnærede mennesker, der sidder i denne propfyldte bus.
Jeg har taget en bog frem, der er dlere, der har kigget lidt, hvorfor jeg har en bog med, og hvorfor jeg ikke bare siddet med snuden i min telefon eller tablet.
Jeg har dog valgt at tage en bog med, faktisk tre, har jeg taget med, og den ene er en, jeg har været i gang med før. Jeg har bare aldrig kunnet gøre den færdig, fordi indeholdet i den er så forfærdeligt.
Bogen hedder “Leningrad” og er skrevet af Michael Jones. Den omhandler den 872 lange tyske blokade af Leningrad under Anden Verdenskrig (Leningrad hedder i dag Skt. Petersborg), og det skulle efter sigende være en af de flotteste byer at komme til, et Norden Venedig.
Jeg tror, at grunden til, at jeg aldrig har gjort den færdig er, de rædsler bogen indeholder. Allerede på side 30 er en af de første faktiske skildringer, hvor en datter siger, at hun så sine forældre dø, og at hun var ok med det, fordi det betød, at hun kunne få deres brød.
Så slem var sulten under blokaden, at byen lynhurtigt løb tør for forsyninger, og tyskerne bombarderede byen igen og igen og igen under den næsten 900 dage lange blokade.
Puha, den bliver ikke sjov at komme igennem, den bog, men det er et vigtigt vidnesbyrd om, hvor slemme vi mennesker kan være ved hinanden, og at vi aldrig må glemme de fem forbandede år under Anden Verdenskrig…
Vi slap rimeligt nådigt i Danmark, men det var der mange andre, der ikke gjorde…min far har også tit fortalt om den sidste dag i krigen, hbor hans forældre og søskende måtte flygte, men heldigvis hurtigt kunne vende hjem igen, d akrigen nu var slut.
Krig er forfærdeligt, det ser vi hver dag i de mang ekrige, som bliver kæmpet rundt omkring i verden. Jeg forstår ikke, hvorfor folk bekriger hinanden, det kommer jeg aldrig til at forstå.
Men nu tilbage til bogen, den er slem, men vigtig at huske på, hvad det onde i os alle desværre kan finde på.
