Kærlighed - domestic manager - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen

Hvis du nu skulle tænke på, hvad det vigtigste i verden, det er? Hvad ville du så sige, at det er?
For mig er det kærlighed – KÆRLIGHED – det er svært at råbe i teksten, men ved at skrive det med stort, så prøver jeg alligevel at råbe det ud.

For kærlighed, det er den største gave, der findes. Kærlighed til din partner, kærlighed til dine børn, kærlighed til dine venner, kærlighed til og fra Gud (alt efter hvilken Gud du beder eller tror på) – kort sagt kærlighed til alt og alle.

Når jeg tænker på ordet og begrebet kærlighed, så kan jeg heller ikke undgå at komme i godt humør, og det har jeg ofte brug for. Jeg er så heldig, at have en kone og fire børn, som jeg elsker og som jeg ved elsker mig. Det er ikke alle, der er så heldige. Vi har alle kærlighed til hinanden, også selvom der indimellem kan råbes højt at hinanden.

Vi dyrker kærligheden, når vi mødes i forskellige fællesskaber sammen. Vi har lige haft en meget lille variant af den årlige byfest, og den var heller ikke så godt besøgt, som vi plejer, men der kom nye og gamle venner og bekendte til det. Det viser en kærlighed til byen, Søften, en kærlighed til dem, der stiller op og arrangerer det, og en kærlighed til det fællesskab, som vi alle lever i.

Det er ikke altid nemt, med den der kærlighed, det prøvede jeg som ung, gennem skiftende kærester, hvem der kunne lide en og hvem der hurtigt slog op igen. Det var heller ikke den samme kærlighed, som jeg kender i dag, og den gang tvivlede jeg også så meget på mig selv, at jeg ikke rigtig troede på, at der var nogen, der kunne lide mig. Jeg havde venner og bekendte, men jeg troede ikke på det.

Det fik min kone mig heldigvis til at se, og min kærlighed til hende og resten af min familie er vel det største jeg har i mit liv, men der skal også arbejdes for kærligheden. Det gør jeg hver dag, eller jeg prøver hver dag, at blive et bedre menneske, så den kærlighed, som jeg deler, kan nå længere ud, og jeg bliver klogere på livet…hvad tænker du om det?

Skriv et svar

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.