Måske var mine forventninger for høje, inden familien og jeg ankom til det nye H.C. Andersen Hus i Odense. Huset eller området, som det vel egentlig er, ligger samme sted, hvor det gamle H.C. Andersen museum lå, meget helt op af H.C. Andersens fødehjem.
Jeg havde hørt lidt om det nye hus, og flygtigt set at Dronningen havde åbnet det den 30. juni, og vist nok brugt digterens egen saks til at klippe en papirssnor eller strimmel over. Jeg vidste, at huset endnu ikke var færdigt, for det er ikke muligt at besøge det hele nye endnu. Fødehjemmet, og den park, restaurant og et oplevelseshuse – Villa Pau – stod endnu ikke klar, da vi ankom til indgangen en fredag aften i sommerferie lidt over klokken 20.
For i disse coronatider, der skal der købes billetter til et bestemt tidspunkt, inden de besøgende kan lukkes ind, og med en familie på seks, der var der tid til os klokken 20, denne fredag aften.
Først skulle vi stå i kø, for at vise billet, derefter skulle vi stå i en anden kø, for at få udleveret et headset med tilhørende telefon. Telefonen, viste det sig, skulle ikke bruges til andet, end at skrue op for lyd, og det mærkeligt udseende headset, det skulle bruges til, at kunne opfange de lyde og tekster, som ville blive læst op undervejs i udstillingen (hvis jeg kan kalde det vi så for en udstilling?).
Starten
Selve bygningen, hvor indgang og start på rundturen er, er et stort rum, opført med masser af lys kommende fra de store vinduer. Der er brugt meget træ, og tak for det, det er flot og ser rart ud. Lige inden for, er der en butik med….tadaaaa H.C. Andersen ting og sager (vi endte efter besøget med at købe en magnet til køleskabet derhjemme).
Lige inden indgangen blev vi bedt om at stå stille, indtil vi kunne høre en fortælle noget i lad mig kalde det for høre apparatet. For nogen i familien virkede det med det samme, for andre tog det lidt tid. Vi havde fået oplyst, at det kunne tage op til 5 minutter, får maskineriet ville gå i gang, og det var hvad Yngstedatteren oplevede, så kun kom voldsomt langt bag os andre.
Ikke at vi behøves at følges ad, for hver tur er en oplevelse for den enkelte. Der kan ikke snakkes undervejs, da vi alle har dette headset eller høreapparat på hovedet. Det ser underligt ud, men er designet til at kunne opfange senderne i de forskellige afdelinger, som skal give os de oplæste tekster, og give os en forståelse af hver afdeling og hvad vi ser.
De har fået Kim Fupz Åkeson til at skrive alle de tekster, som vi som beskuere hører undervejs, forfatteren er kendt fra sine egne børnebøger, og må siges at være en velvalgt person til opgaven, hvis det jeg havde set undervejs havde givet mening…
Det første rum, som vi kommer ind i viser fire forskellige ting, og hvor det er meningen af vi langsomt skal gå rundt i det runde rum og opleve. Hverken det første eller andet høreapparat, som jeg havde fået udleveret virkede ordentligt, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var jeg skulle se og høre. En af mine tanker, i det første rum var, da jeg så et udklip af H.C. Andersen, om han mon selv var tilfreds med det show han er blevet til.
Jeg skal dog huske på, at huset er i gang med at åbne, for meget er ikke klar endnu, og slet ikke teknikken, som både jeg en anden fra familien erfarede, vi måtte skifte høreapparat undervejs.
Midten
I det næste rum, var nogle af H.C. Andersens rejseting udstillet, og det var meningen, at der skulle være lyd til, men de to forskellige lydspor, som kørte i mit høreapparat samtidigt gav simpelthen ingen mening, men kufferten og hvad der ellers var udstillet var da fint. Rummet hedder “Trækfugl” og jeg tror, at det var meningen, at vi skulle opleve H.C. Andersens rejser, men jeg er ikke sikker.
Næste stop på rejsen gennem huset var en del remedier, som H.C. Andersen havde brugt gennem sit liv. Der var, blandt andet, et champagne glas, som han havde drukket af sammen med sit livs uforløst kærlighed, den svenske skuespiller, Jenny Lind. Der var flere andre skrevne tekster og andet udstillet, men jeg havde brug for at vide, hvad det hele var og hvad jeg skulle bruge det til. Jeg forstod det ikke, men jeg tror og håber, at det var fordi teknikken fejlede.
Problemet er også, som jeg oplevede flere gange undervejs, at du ofte kommer til at stå i kø, og ikke kan bevæge dig frem før de foranstående bevæger sig fremad, og det kan tage lang til ind imellem, selv på sene tidspunkter, hvor vi var der en fredag aften fra 20:15 til 21:15.
Digterens børn
I det næste rum på turen stod der “Mine Børn” på væggen uden for, og da H.C. Andersen aldrig fik børn, så må det henvise til den fantastiske litteratur, som kom ud af han sind og hænder. Det var også vist frem her, og specielt at det var førsteudgaver, som var vist frem i de forskellige glasmontre, det blev flere gange vist.
Det var ikke kun digte, som lå fremme i montrene, også H.C. Andersens selvbiografier og romaner var fremvist, altså andre litterære værker, som ham i samtiden og i dag ikke var og er så kendt for, som alle hans mange forskellige eventyr. Eventyr som de fleste børn og barnlige sjæle i Danmark og det meste af verden kender.
Spejlinger
Jeg fortsatte ad gangen til det næste område, hvor forskellige skulpturer og buster af H.C. Andersen var udstillet. Dette område i udstillingen hedder Spejlinger, og hvor dele af udstillingen var sat op på firkantede kasser med spejle på, så vi kunne se os selv i det. I kasserne var der lavet meget små runde huller, som vi skulle kigge i og i dem finde udtryk, udsagn og andet fra H.C. Andersens tid. Turen i rummet endte med da H.C. Andersen blev begravet, og der blev vist billetter frem, som deltagerne skulle have med til begravelsen. En ny oplysning for mig var, at H.C. Andersen døde af leverkræft i august 1975 som 70-årig.
Rummet viser også H.C. Andersens forfængelighed, og det bliver også kastet op på væggen for os som beskuere at se det, hvad han selv tænkte om sig selv, her illustreret på et det næste billede, og skrevet på dansk, engelsk og kinesisk (formoder jeg):
I det næste rum, var det tid til at høre om effekter fra flere af H.C. Andersens eventyr, her kunne du som tilskuer stoppe op, kigge på hvad der var bag gardinet og høre en lille historie omkring, hvad det var vi så. Fx den om Tepotten, hvor teksten bliver læst op:
Der blev lagt jord ind i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, givet blev det, en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den afbrudte hank og tud.
(Fra H.C. Andersens eventyr om Tepotten).
Næstsidste stop på turen
Nu var det tid til det største rum på turen og det andet sidste sted i H.C. Andersens hus, eller ihverfald den dag, vi var der, for park, restaurant og andet udenfor huset var endnu ikke færdigt.
Her tror jeg, at det er meningen at flere af H.C. Andersens eventyr skulle kunne høres og ses. Her var nattergalen udstillet, hvor det var muligt at dreje på et håndtag og få fuglen til at sige noget. Her var Tinsoldaten lukket inde i et rum, hvor en film kørte og noget lyd kom ud af høreapparatet. Her kunne du se en tegnefilm med, hvad jeg tror er pigen med svovlstikkerne (jeg blev der ikke, for lyden virkede ikke i høreapparatet…), her var en spejlsal og en prinsesse…og så var der en seng med en masse madrasser, og en lille ært ved siden af…
Så var det tid til det sidste rum inden udgangen, her var “Den Grimme Ælling” eventyret udstillet på fire halvejs interaktive tegninger på væggen med tilhørende lyd til…igen kunne jeg kun høre halvdelen, men jeg kendte eventyret, så det var ok…inden det var helt færdigt, så startede lydsporet igen, så jeg havde to lydspor i høreapparatet…et fra “Den Grimme Ælling” og et om, at jeg nu var nået slutningen på turen…
Nu var det slut, og vi som beskuere skulle følge en lang trappe og gang ud til det rum, hvor vi startede. På væggen var der skrevet hilsner, og flere kendisser talte undervejs. Jeg genkendte Ghita Nørbys stemme, Salm Rushdie og andre, som også var portrætteret hjemme bag computerskærmen.
På det her tidspunkt var jeg mere eller mindre træt af det hele, og ville egentlig bare ud og væk, og ved indgange stod også familien og ventede. Det havde det lidt som mig, det virkede ikke, og var for meget af det uinteressant, da lyd og rum fornemmelsen slet ikke hang sammen.
Nogle steder har jeg læst, at det har kostet 300 milioner, andre steder skriver de 400 milioner…det er godt nok mange penge for noget, der endnu ikke virker, og endnu ikke er fuldt åbent for publikum. Det er flot bygget, og når det er færdigt passer det også ind i de omkringliggende gamle bygninger, for det meste ligger under jordoverfladen, så det er godt tænkt.
Der åbner snart en restaurant, som er lavet af folkene bag “Meyers” konceptet. “Deilig” skal restauranten hedde, det håber jeg, at den bliver. Jeg har set menukortet, det giver mig ikke lyst til at komme forbi.
Jeg talte med tre forskellige af medarbejderne om min oplevelse, to på stedet hvor jeg afleverede mit høreapparat, og en der solgte H.C. Andersen effekter. Alle kunne berette om gæster, som havde været begejstrede, for hvad de havde set, men ingen af de tre havde selv været på rundtur endnu, hvilket jeg var forbløffet over.
165 kroner, kunne jeg ved indgangen se, at det koster normalt at komme ind. Lige nu er der “soft opening”, så der er halvpris, også på genbesøg…og genbesøg bliver jeg nødt til at gøre, men nok ikke før om seks måneder, når det hele forhåbentlig virker efter hensigten, for den oplevelse jeg havde den fredag aften, den var ikke 82,5 kroner værd…det mente resten af familien heller ikke, da vi kørte hjem på de fynske motorveje.
Gad vide hvad H.C. Andersen selv vil tænke om det? Så vidt jeg ved, så var han ikke særligt glad for sin fødeby og gjorde alt for at komme væk fra byen og øen…mon han ville have været forfængelig nok til at se sit eget hus…eller ville han have sagt som drengen i Kejserens Nye Klæder om museet…”Han har jo ikke noget tøj på”…
