Mere end 40 glade og friske unge og ældre brugte nogle timer sammen på en Pilgrimsvandring mellem Vitten, Foldby og Søften Kr. Himmelfartsdag den 13. maj 2021.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Der var få minutter til den årlige Pilgrimsvandring skulle begynde, og sognepræst Jane Vig Fanø
stod og trippede uden for Vitten Kirke. Det var stadigvæk overskyet, og skyerne truede med regn.
“Jeg håber ikke, at det bliver ligesom sidste år, da deltagerne regnede væk,” siger Jane mens de deltagere, der er kommet smiler til hende.
Mere end 40 børn og voksne havde tilmeldt sig Pilgrimsvandringen, også selvom ruten var anderledes i 2021 i forhold til tidligere år.
“Den oprindelige plan var, at vi skule gå fra Vitten Kirke, forbi Dagmars kilde via Klapskovvej og videre til Foldby kirke, hvor der er en kort andagt, og hvor vi alle efterfølgende skal spise frokost. De der har lyst kan så gå videre til Søften kirke, hvor vi har indlagt overraskelser undervejs, og med en lille forfriskning, når de når Livstræet på Søften kirkegård. Vi er dog blevet nødt til at sløjfe gåturen til Dronning Dagmars kilde mellem Vitten og Foldby, der er simpelthen for meget mudder, og så har vi fået Kjeld Mathiasen til at fortælle lidt om Dronning Dagmars kilde, men det klarer vi her fra parkeringspladsen foran kirken,” forklarer Jane, inden hun siger hej og velkommen til de sidste deltagere.
Efter en kort velkomst får Kjeld Mathiasen ordet, hvor han fortæller om Dronning Dagmars kilde, og hvordan det kom dertil, at hun fik kilden i skoven ved Vitten opkaldt efter sig, fordi hun engang på en rejse til Skanderborg stoppede ved kilden og fik slukket sin tørst.
Efter Kjelds fine historieformidling, var det tid til at begynde gåturen. Deltagerne fik mulighed for at tanke med en flaske vand og en lille pose slik, inden gåturen mod Foldby kirke skulle begynde.
Klapskov Egen
Snakken gik lystigt blandt de mange fremmødte, og det var tydeligt at se, at mange af deltagerne ikke kendte hinanden i forvejen, men alle var åbne over for hinanden, og børnene stillede også mange spørgsmål undervejs.
Første stop på turen var hvor “Linen” og Klapskovvej krydser hinanden i Frijsenborg skoven. Her står det store og stolte træ, Klapskov Egen, hvor den første post på Pilgrimsvandringen var indlagt, en kombineret sang og bøn, som de gående sang sammen. Jane Vig Fanø fortæller her om dagens tema – bøn:
“Hvert år til Pilgrimsvandringen har vi et tema, i 2021 er det – bøn. Bøn er en henvendelse og samtale med og til Gud, og det har vi i år prøvet at vise med de forskellige poster, som vi har lavet på Pilgrimsvandringen. Nogle af bønnerne er lange og lavet som sang, andre er korte, som Birgitta af Vadstenas pilgrimsbøn `Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den´. Vi har gjort det på den måde, for at vise at bøn er noget, som er mellem dig og gud, og du bestemmer selv, hvad du vil bede for og hvilken måde, som du sender en bøn til Gud,” siger Jane Vig Fanø.
Når så mange børn og voksne går sammen, så opstår der huller i flokken undervejs, og der er posterne også gode til, at lave en form for samling på deltagerne igen. For på vej til post to ved gadekæret i Tinning, der blev der igen skiftet samtalepartnere rundt omkring, og stemningen var høj blandt de gående.
Andagt i Foldby
I Foldby stod sognepræst John Løvschal og ventede på, at dagens Pilgrimsvandrere skulle komme frem til kirken, for her skulle han holde en kort andagt, inden der var frokost.
“Det er dejligt at se, at der er så mange deltagere i år, og både børn og voksne. De kommer alle gående hertil i forskellige grupper med højt humør, og inden alle er kommet frem, så har de også mulighed for at se kirkegården og kirken, inden første del af dagens Pilgrimsvandring er slut,” siger John inden han siger goddag og velkommen til den næste familie, der træder ind på kirkegården i Foldby.
Selve andagten (en andagt er en mindre gudstjeneste med bøn som det centrale, red.) foregik i det fri uden for kirkedøren. Der var så mange deltagere, at forsamlingsforbuddet for deltagere til kirkelige handlinger i en kirke ville være blevet overskredet, men vejret var rimeligt godt, og alle kunne sidde eller stå op i de minutter som sang og den fælles andagt varede.
“Bøn er en samtale med Gud, hvor vi kan fortælle Gud om glæder og sorger, og hvor vi kan bede om konkrete ting og sager. I har alle også gået Pilgrimsvandring i dag, hvor bøn har været temaet. I har gået i naturen, hvor I har reflekteret over livet. I har bedt om hjælp til livets udfordringer, kræfter til at modstå sygdom og måske finde meningen med livet, samtidigt med at se Guds kærlighed selv i det kaos, som indimellem omfavner os. Amen,” siger John Friis Løvschal.
John talte også om, den sammenhængskraft og fællesskab som en Pilgrimsvandring giver. At vi mødes i et fællesskab, selvom vi måske ikke kender hinanden i forvejen, men vi er fælles om at gå en tur og få nye bekendtskaber. Han talte om frivillighed, og om at der gerne må være flere frivillige der er under 60, der hjælper til i kirken. En af børnene spurgte.
“Skal man da være 60 for at kunne komme i kirken?”
Forsamlingen smilte og grinede, mens John svarede. “Nej, det skal du ikke, her er alle velkomne, og der er plads til alle de, der har lyst til at være her, ung som gammel”.
Deltagerne sluttede af med Fadervor og salme nummer 336, Hvor Gud han er så fast en borg, hvorefter der blev foreslået at synge en salme som børnene måske også kendte, så andagten sluttede med salme nummer 749 – I østen stiger solen op.
Fælleshygge
Så var den første del af Pilgrimsvandringen overstået. Nu var det tid til til mad og drikke, og de mange børn og voksne fordelte sig i kirken, rundt på kirkegården og i sognehuset, for at kunne finde en plads, hvor de kunne sidde ned.
Karin Levin fra Foldby deltog i Pilgrimsvandringen med sin mand og sin fem-årige søn:
“Nu er det ikke, fordi at jeg kommer så meget i kirken til daglig, men jeg så opslaget på Facebook omkring Pilgrimsvandringen, og vi blev enige om, at det her var en god mulighed for at komme lidt mere ud og være sammen med andre mennesker. Vores søn har virkeligt nydt gåturen indtil videre, og vi fortsætter også mod Søften om lidt, for at se, hvad den tur giver os. Vi har også haft nogle gode snakke med mennesker, som vi ikke har mødt før, og det har været meget givende for os alle tre,” siger 40-årige Karen Levin, som er indfødt i Foldby og har boet der det meste af sit liv.
Sarah Fynne var med til Pilgrimsvandringen for første gang, hun bor egentlig i Hinnerup, men havde også set opslaget om Pilgrimsvandringen på sociale medier, og var lidt nysgerrig omkring, hvad det egentlig var for noget:
“Vi skrev og spurgte om vi måtte komme 7 voksne og 11 børn, og jeg var lidt forbeholden, for vi er en stor venne- og familiekreds, så vi kan godt være lidt larmenede, men vi fik at vide, at vi bare skulle møde op og være med. Det har vi heller ikke fortrudt, det har været en god gåtur, og vi har fået set noget af lokal området, som vi ikke kendte så godt i forvejen, så det er forhåbentligt ikke sidste gang, at vi har været med,” fortæller Sara Fynne.
Gåtur til Søften kirke
Pilgrimsvandringen sluttede ikke helt på ved kirken i Foldby, da arrangørerne i år havde valgt, at dele turen op i to. Den ene gåtur var turen fra Vitten kirke og til Foldby kirke, og den anden del af turen var fra Foldby til Søften, hvor der igen var indlagt et par poster undervejs, og med en afsluttende overraskelse ved Livstræet på Søften kirkegård.
De fleste valgte at tage hjem fra Foldby, eller gå tilbage til deres bil ved Vitten kirke. Arrangørerne havde sørget for transport tilbage til Vitten, men enkelte valgte selv at gå turen.
Der var dog også en flok på mere end 10 børn og voksne, der gik turen til Søften. Her var der indlagt to poster undervejs, som de skulle finde. Den ene var ved Naturstien mod Søften og den anden i Fugletårnet lige inden de gående nåede Søften.
På bænken ved Livstræet på kirkegården var den sidste post, og den lille overraskelse til deltagerne. En flødebolle til at styrke sig på, inden Pilgrimsvandringen på Kr. Himmelfartsdag i 2021 var ovre.
Jane Vig Fanø var dejligt tilfreds med dagens gåtur, vejret og den mange børn og voksne, der deltog.
“Sikke en dag, det har bare været helt fantastisk med de mange mennesker, der har valgt at bruge en helligdag på en gåtur sammen med kirken. Der er selvfølgelig altid ting, vi kan gøre anderledes til næste gang, og vi har allerede fået et par tilbagemeldinger om, hvordan vi kan indrage børnene mere på gåturen. At vi fortæller lidt mere om, hvad det er vi ser på gåturen, og historien bagved. Det skriver vi os helt sikkert bag øret, og så vender vi tilbage med en ny Pilgrimsvandring på Kr. Himmelfartsdag i 2022,” siger Jane Vig Fanø, inden hun selv skal hjem efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor der blev besøgt tre kirker på den 12 km lange gåtur.
Her kan du se en video fra Pilgrimsvandringen den 13. maj 2021.
Artiklen er skrevet af Anders Godtfred-Rasmussen, som er journalist, redaktør af kirkebladet i Søften og Foldby sogne, formand for menighedsrådet og er også medarrangør af Pilgrimsvandringen i Søften og Foldby sogne.
Comments
Hej Anders
Tak for smukke billeder og fortælling – og ikke mindst oplysning. Jeg må besøge det smukke sted I har fået skabt med livstræet ved Søften kirke 🙏🏼❤️
Kærlig hilsen Pia