Jeg har ingen ide om, hvorfor hospitals tv-serier tiltrækker mange seere, men det gør de, mig selv inkluderet.
Er det dramaet? Blodet? Ambulancerne? Skuespillet? Historien? Eller hvad er det, der gør, at der hele tiden popper nye serier op, og ældre serier bliver taget til nåde igen.
Jeg har selv set nogle få sæson er af Greys hvide verden, inden jeg slap den igen, og nu har de to af mine børn, der er piger, begge set det meste af de 16 sæsoner, der er lavet af serien.
Da “Skadestuen” (E. R.) sin tid løb over skærmen, der var jeg noget forbeholden, da fruen begyndte at se den, men det varede ikke længe inden at jeg skulle se G.C.’s (George Clooney) skuespil evner, inden han brød igennem Hollywood muren.
I dag kan Skadestuen ses på CMORE, og jeg overvejer seriøst at gå i gang med den igen.
Det samme gælder “House” med Hugh Laurie, den har jeg set rigtigt meget af, dog dik jeg aldrig set de sidste par sæsoner af serien, men heldigvis kan den streames på Amazon Prime.
Fruen og jeg har set første sæson af “The Resident” og et par sæsoner af “The Good Doctor” og den seneste hospitals serie, som lød ok, som vi er gået i gang med, den hedder Night Shift. En serie i 4 sæsoner, som kan ses på Amazon Prime.
Det er ikke skuespil på super højt niveau, men dramaet er i orden, og specielt de første afsnit gør en glad for, at vi lever i Danmark, og ikke skal tænke på at have en forsikring, for at kunne komme på skadestuen eller sygehuset.
Night Shift handler om en hospital i San Antonio i Texas, vi har som familien besøgt byen, og det giver nogle gange lidt ekstra til en serie, hvis der er noget genkendelse.
Vi følger et nathold på hospitalet, hvor der arbejder rigtigt mange læger, der har været udsendt som soldater og læger i Afghanistan.
En af hovedpersonerne er TC, der helt tydeligt har PTSD, og måske andre skræmmende ting med hjem i bagagen, men han er samtidig en fremragende og kirurg, som hospitalet ikke kan undvære.
Han får rigtigt tit syner fra hans tid i Afghanistan, og alt det lort han oplevede derude. På det lille hospital er er der masser af drama blandt de andre læger, sygeplejersker og læger under uddannelse.
Heldigvis har de mennesker, der har skrevet manuskriptet været rimeligt skarpe på nogle af historierne, og alt er ikke hele tiden som det ser ud på overfladen.
Selvom der er de sædvanlige historier med kærlighed, magtbegær og underlige sygdomme, så synes jeg, at serien er værd at se, hvis du trænger til en omgang tv, som du ikke har brug for at tænke så meget over.
Der er 8 afsnit i den første sæson og 45 i alt i de fire sæsoner, som serien fik, men se dem, hvis du har mulighed for det…måske ikke det hele på en gang, men et afsnit indimellem.
Hvad har jeg set og hørt, mens jeg skrev disse ord? Jeg satte første afsnit på af House, da alt det her hospitals skriveri gav mig lyst til at se det igen.
Men hvorfor er hospitalsserier så fede at se? Jeg talte med fruen om det, og hun har det lidt ligesom jeg selv. Tempoet er enormt højt i hospitals serier, specielt hvis det foregår på skadestuen, hvor der hele tiden er nye opgaver, der overhovedet ikke ligner hinanden. Hvor død eller levende kan være beslutninger, der skal tages flere gange om dagen.
Det er en grund, og du kan have en anden, en tredje eller en fjerde til, hvorfor du ser hospitalsserier. En af grundene til, at jeg er så vild med “House” er nok også, at det må være enormt svært at være læge ind i mellem.
Specielt for praktiserende læger, der må det indimellem være svært, hvis der kommer en patient med noget, som de ikke er vant til. Jeg har selv prøvet det, dengang jeg var ved at dø af malaria.
Jeg var ret sikker på, at jeg havde fået det på en rejse til det sydlige Afrika, og da jeg kom hjem, der ringede jeg til min læge. Hun fortalte, at hun ikke kunne gøre noget førend jeg fik feber. Det viste sig senere, at det råd skulle jeg ikke have lyttet til. Reelt ved hun intet om malaria, og det gjorde de heller ikke på infektionsk medicins afdeling på Skejby sygehus. Jeg kunne dog aldrig finde på at klandre min læge for det, jeg er her endnu, og en grim oplevelse rigere, men hvor må det være svært at skulle tage den rigtige beslutning hver gang, specielt når diagnosen er noget, som ikke ses så tid.
Det er ikke kun hospitalsserier som fruen og jeg er glad for, men det må være nok om TV-serier for i dag, men lur mig, om jeg ikke skal se et enkelt afsnit af en af dem inden jeg går i seng, nu er jeg så godt i gang med det alligevel.
