Det er ikke let at skulle skrive om noget, der handler om opfinderen af Islam, nemlig Muhammad ham selv, når jeg reelt ikke ved ret meget om Muhammad, eller den tid han levede i.
Grunden til, at jeg skriver disse ord er, at jeg er gået i gang med læse en bog af Jakob Skovgaard-Petersen, “Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Jeg hørte om bogen i DR Lyds nyhedspodcast, Genstart, som til hver udsendelse tager en unik historie op.
Denne jeg skriver om her, den hedder, Profetens mange ansigter, og du kan selv lytte til den her…http://kortlink.dk/genstart/2a342
Jeg har selv i mange år været fascineret af Islam og Muhammed, men jeg har ikke kendt så meget til religionen. Jo, jeg har Koranen på dansk, men jeg har aldrig fået mig taget sammen til at læse den.
Jeg er selv kristen, og overbevist om min egen tro, men derfor kan jeg godt interessere mig for andre religioner. Det gør jeg, så jeg kan blive klogere på områder, som jeg ikke ved så meget om i forvejen.
Jeg har været sammen med rigtigt mange muslimer på mine mange rejser i både Afrika, Mellemøsten og Fjernøsten.
Jeg har prøvet at bryde brød ude på Lars Tyndskids mark i Pakistan, når solen går ned under ramadanen og spise brødet sammen med andre fastende muslimer, som fortalte mig, at det var en ære for dem, at jeg ville deltage.
Jeg har også prøvet, at stå i en elevator på et luksushotel i Cairo, og snakke om Islam og koranen, og så blive afbrudt af en egypter, som ikke var med i vores selskab. Han blev tydeligt ophidset, og hævede hans stemme, og nærmest råbte i den lille elevator, at jeg som vantro ikke må læse om deres tro, og at jeg slet ikke måtte lægge mine hænder på koranen, da bogen er hellig for muslimer, og ikke skulle besudles af mine vantro fingre.
Det kunne jeg ikke stille noget op i mod, for det er noget forfærdeligt vrøvl, som ham i elevatoren sagde, men jeg ville ikke sige noget, da jeg ikke vidste, hvad han ellers kunne finde på.
Jeg talte med min ven og forretningsforbindelse om det, og han rystede også bare på hovedet. Selvom han også er meget religiøs, så var han også af den overbevisning, at vi alle skal kunne tale om religion, og vi skal kunne diskutere uenigheder, selvom vi måske ikke bliver enige, men til gengæld bliver vi klogere på hinanden…forhåbentlig.
Det er egentlig også det, som jeg vil konkludere med mit lille skrift her, at vi skal være bedre til at tale sammen. Det er ofte konflikterne vi hører om i tv, i aviserne og helt vildt meget på sociale medier. Samtalen bliver ofte skinger, og jeg oplever også at mennesker går fejl af hinanden.
Ofte ser vi også mennesker, og som overhovedet ikke har sat sig ind i sagen, udtale sig om noget, de overhovedet ikke ved noget om, eller har sat sig ind i. Det seneste eksempel er ved DR Ramasjangs nye udsendelse “John Dillermand”. Fra flere politikere og kommentatorer har der lydt et ramaskrig, at det er dog for galt, men jeg er ret sikker på, at de ikke har sat sig ind i serien eller overhovedet har set nogle af de 13 afsnit af cirka fem minutters varighed, som indtil videre er produceret.
Hatten af for DR, at de i disse tider overhovedet tør lave fjernsyn for børn som måske gør en forskel. Det er der mange andre, der kan lære af, både i Danmark og udlandet. At vi så får lidt skæv omtale i udlandet, det er da bare et kæmpe plus.
Som kristen kan jeg da heller ikke tage på vej, jeg er menighedsrådsformand i Søften og Foldby sogne, men jeg kan ikke blive forarget over et program, som er lavet til børn og barnlige sjæle.
Fra jeg var barn i 1970´erne og 1980´erne kan jeg huske, at DR har produceret den ene fremragende børneudsendelse efter den anden. DR er verdensberømt for det, og det er da en udvikling vi skal fastholde, i min optik. At der er nogen, der er uenige, det har jeg respekt for, og jeg vil også gerne lytte til uenigheden, men at gå så langt til at der skal spares, og programmer skal tages af fladen og mennesker ikke bør lave tv, der er heldigvis langt. Ikke at jeg har hørt disse ytringer omkring “John Dillermand”, men det er før sagt, og DR har også været igennem en hård spare runde, selvom DR er vel vores vigtigste kulturinstitution vi har i Danmark i dag.
Det er bare min mening, og jeg er ret sikker på, at der er ret mange andre, der ikke mener det samme, og tak for det, vi kan være enige om at være uenige.
Apropos “John Dillermand”, så skal jeg have set det sammen med Yngstemanden derhjemme, han har godt nok allerede set det, da jeg gjorde ham opmærksom på programmet, og han går og skråler “John Dillermand, John Dillermand….han har verdens største dillermand”, men han kan nok godt tåle at se det igen, og så skriver jeg lidt om oplevelsen her.
