Fem dage er nu gået uden notifikationer på mine mobiltelefoner, og hold da op, det har været godt for sjælen.
Det startede med, at min ipad og iphone brugte afsindigt meget strøm efter den seneste opdatering. Så jeg følte, at jeg skulle lade hele tiden.
Det var og er jeg træt af, og at skulle udskifte et batteri på en Ipad kan der ikke være tale om, da det er alt for dyrt i forhold til at købe en anden, der er nyere.
Så gode råd var egentlig dyre…eller var de?
Det var de faktisk ikke, og her kom det store og stygge internet virkeligt til sin ret…
Det varede ikke længe, inden de første eksempler på, hvordan du får dine forskellige gadgets til at spare på strømmen, så de faktisk kan holde i flere dage, og der er en ekstra bonus med, du slipper for at bliver overvåget konstant af alle mulige forskellige apps, andet end de mest nødvendige.
Det største hit var dog, at 95% af de notifikationer, som jeg var vant til, nu forsvandt, og at det fremadrettet krævede en aktiv handling fra mig, for at se om der var kommet en mail eller en notifikation på sociale medier…et andet stort plus ved dette er og var, at jeg glemmer helt at gå ind og kigge efter, når der ikke længere står en notifikation på telefonen eller på en app. Det er faktisk en befrielse.
Det er så nu, at du sidder ude bag din egen skærm og griner list kraftigt af mig, og det er helt fint. Det kan jeg sagtens leve med, men du skulle prøve det, det er en fed og en fri fornemmelse
Nemmest med Apple
Jeg startede som skrevet med min gamle iphone og min tre år gamle Ipad. Jeg brugte cirka 15 minutter på hver, og nu skal jeg kun lade min ipad hver tredje dag, og ikke længere 1 1/2 gang per dag.
Det skal siges, at jeg mest bruger min ipad til at læse bøger på, se tv/film/serier og læse mine elskede aviser.
Jeg spiller ikke, som i slet ikke (mine børn fatter ikke, at jeg kan have så få spil på ipad/iphone, men det er ikke noget, jeg bruger tid på)
Så strømforbrug er ikke mega højt, men batteriet er blevet sløvt, og det sker jo for ting, der ikke længere er helt nye.
Men det er godt nok blevet lavt nu, næsten ultralavt, så denne her ipad kan nok godt holde et par år endnu, det håber jeg, til gengæld bliver min IPhone 7 nok skiftet, når Apple sender Iphone 13 på banen, den glæder jeg mig til i 2021.
Indtil da, vil jeg glæde mig over, at notifikationer fra mine elektroniske gadgets næsten er helt væk, nu mangler jeg bare at lære, hvordan jeg gør det med min Android telefon…jeg er i gang, men jeg er ikke helt i mål endnu i det univers