Det var lykkedes at få billetter til Louvre, så vi glædede os begge til at skulle se det gådefulde smil på Mona Lisa, Venus’ manglende arme og kroningen af Napoleons kone.
Først skulle vi dog lige frem til museet først, derfor var vi stået op i rimelig tid. Vi havde allerede fundet ud af, hvilken kø, vi skulle stå i, og metroen fra hotellet kørte direkte til museet.
Det var mere det vi var bekymrede for, om nu køen ville være så lang, at vi kunne nå at komme ind, uden at vores tidspunkt for ankomst til museet blev overskredet.
Det skete heldigvis ikke, og det tog faktisk ikke mere end halvanden minut i kø før vi stod under pyramiden, og var klar til at gå ind på museet.
For sent havde vi opdaget, at der her i 500 året for Leonardo da Vincis død var en særudstilling på Louvre omkring nogle af værkerne fra den berømte Italiener. Vi skulle have haft bestilt billet lang tid i forvejen, for at kunne komme ind og se denne særudstilling, så det måtte vi springe over på dette besøg.
Kø igen
Louvre er overrendt af turister, der er folk alle steder, men det er stadig et vidunderligt museum, der selvfølgelig er muligt at opleve på en dag. Jeg tror dog også, at jeg sagtens kunne bruge en hel uge derinde, så meget er der at se på.
Yngstedatteren var med, og hun drømte om at se Mona Lisa og det enorme maleri af Napoleon der kroner sin kone.
Så vi begav os sammen med nogle tusind andre mennesker på vej mod salen, hvor Mona Lisa hænger.
Heldig er det muligt at komme helt tæt på, der er opstillet to køer foran maleriet, hvor de besøgende efter tur kan komme rimeligt tæt på, tage billeder og betragte maleriet.
Jeg har før været på Louvre, for 33 år siden, så denne gang fik jeg meget mere ud af besøget. Den gang var det som 13-årig sammen med min søster og mine forældre, nu er jeg selv far til fire, og havde den yngste datter med.
Så vi fik og talte om, hvad vi så og oplevede på vores vej rundt i museet. Vi nåede ikke det hele på de timer vi var der. Vi koncentrerede os om malerierne i den fløj (Denon), hvor Mona Lisa hænger, og så det meget, meget store maleri, der viser Napoleons kroning af sin kone, mens paven kigger på.
Mange, mange mennesker
Vi var også i kælderen og se fæstningsmurene af det gamle fort, som oprindeligt lå, hvor Louvre er, og vi gik igennem den græske, italienske og egyptiske samling.
Det er imponerende, hvor meget der er udstillet, og hvor interessant det er. Jeg er selv en kæmpe fan af at kigge på malerier, og jeg kan stå og glane længe foran et, for at få det hele med. Selvfølgelig tager jeg også billeder af det, så jeg kan nærstudere det senere, eller finde ud af, hvad det er jeg har set på nettet, ved at søge på billedet.
Der er så meget information, så hovedet slet ikke når at følge med. Jeg kan også se på mange af de tilstedeværende, de bruger så lidt tid, men render i stedet rundt med en selfiestang, så de kan få sig selv med på det meste. Jeg tog da også enkelte billeder af mig selv og Yngstedatteren, men slet ikke i den mængde, som jeg så andre, og specielt utroligt mange meget, meget uhøflige kinesere gøre.
Til sidst havde vi fået nok af varme og mennesker. Louvre var utroligt spændende, men der var for mange mennesker for vores mening. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud om sommeren, når der må være flere turister.
Vi var og er selv turister, så vi er selv en del af problemet, og jeg tror også, at jeg kommer igen en anden gang, når resten af familien er med i Paris igen. Vi skal bare også huske på, at vi skal huske at bestille tid, når vi gerne vil besøge et museum eller en attraktion, der er meget besøgt i Paris.
Luft og frokost
Planen var egentlig, at vi ville gå fra Louvre til Orangeriet, hvor Claude Monets paneler hænger til skue. Dog blev vi enige om, at vi ville gå en længere tur inden vi skulle ind på det museum. Derfor gik vi den anden vej, og ned til Notre Dame. Vi var godt klar over, at vi ikke kunne komme tæt på kirken efter branden i sommers, men vi ville alligevel forbi, for at se, hvordan der så ud.
Vi gik langs vandet derhen, en tur hvor der bare var andre på gåben, på løbeben og en hel del i både på Seinen. Vi snakkede om løst og fast, og hvad vi havde oplevet indtil nu på turen.
Ganske rigtigt kunne vi slet ikke komme tæt på kirken, eller ikke der, hvor vi gik forbi. Men det var stadig godt at komme forbi, at se at tårnene stadig står, og at der sker arbejde omkring kirken.
Vi gik af øen, hvor Notre Dame ligger (Ile de la Cite), over på den sydlige del af Seinens bredder. Vi var ved at være sultne, og af erfaring ved jeg, at der er masser af muligheder for at få noget i maven i det område.
Yngstedatteren vidste dog ikke liiiiige, hvad hun havde lyst til, så vi kom forbi rigtigt mange steder, der tilbød alverdens retter. En ting var vi dog enige om, vi skulle ikke have mere hurtig mad. Vi ville spise frokost på en restaurant eller café/brasserie.
Vi fandt et lille hyggeligt sted, der havde to retter ro 12 euro og tre for 18, så det delte vi. Yngstedatteren fik blæksprutteringe og salat til forret, og jeg fik snegle (det har jeg ikke fået længe, og hun var ikke så vild med det). Til hovedret var det spaghetti bolognaise til datteren og en peberbøf til mig, og desserten gav jeg til datteren…vanilieis.
Orangeriet
Vi var derfor også stopmætte, da vi begav os ud i Paris igen, denne gang med destination Orangeriet. Yngstedatteren vidste ikke rigtigt, hvad Orangeriet var og hun kendte heller ikke meget til Claude Monet, så det fik vi talt om på vej hen til museet, mens vi nød det fine vejr, og at kigge på Seinen, mens vi gik langs den bredder.
Vi havde allerede billet i forvejen, så det tog ikke lang tid at komme ind på museet, det var sikkerhedskontrollen som tog tiden.
Der var mange mennesker, det var der allesteder i Paris, men vi havde alligevel god mulighed for at studere malerierne på væggene. Jeg er meget imponeret, hver gang jeg besøger Orangeriet. De paneler, som Claude Monet malede på er stadigvæk utroligt flotte, og helt tæt på er det muligt at kigge nærmere på penselstrøgene.
Efter et besøg i souvenirshoppen, så var det tid til at træde ud på Concordepladsen. Her var der også en souvenir shop, som Yngstedatteren gerne ville besøge, mens jeg kunne beskue den store obelisk, Luxorobelisken, der står midt på pladsen.
Samtidigt er det også muligt at se flere andre af det centrale Paris´ seværdigheder, og i det gode vejr vi havde, var det et utroligt flot skue.
Efter at shoppegenet hos Yngstedatteren var mættet, så fortsatte vi op ad Champs-Elysees, en helt igennem meget dyr shopping gade midt i Paris. Mange af forretningerne kommer jeg aldrig til at sætte mine ben i, da de er alt for dyre for min pengepung, men det er nu utroligt at gå forbi dem.
Første stop var dog GAP forretningen, af en eller anden grund, så er familien helt vilde med hættetrøjer, eller hoodies, som de hedder på godt dansk i dag, og derfor skulle vi have nogle med hjem.
Bagefter var det tid til Disney forretningen, og denne tirsdag eftermiddag, der var køen til forretningen heldigvis ikke lang.
Priserne derinde er også til at betale, og vi kom derfra igen med et par julegaver til det yngste medlem af familien, og et par Minnie Mouse ører til Yngstedatteren.
Triumfbuen
Sidste kulturelle indslag i Paris var Triumfbuen. Jeg har engang før besøgt toppen af den, men det var tilbage i 1986, så nu var det tid igen. Først skal Stjernepladsen, hvor Triumfbuen ligger i midten af, passeres. Heldigvis sker det under jorden. Her skal billetten også købes, hvis de besøgende ønsker at komme op i toppen af et af Paris´ vartegn.
Det skulle vi, men igen havde vi købt billetten hjemmefra, så vi stod heller ikke i kø her.
Triumfbue byggeriet blev sat i gang af Napoleon i 1806, for at hylde den franske hær. I dag findes den evige flamme også i Tirumfbuens midte; en hyldest til de faldne franske soldater i 1. Verdenskrig. Triumfbuen blev færdigbygget i 1806, og den ligger på Axe historique (læs mere her), hvor en hel del af Paris monumenter og bygninger ligger.
Der er et pænt stykke op til toppen af den 50 meter høje bygning, og trappeadgangen er ikke særlig god for sådan en som mig, som lider i en uhyggelig grad af højdeskræk. Nu var jeg sammen med Yngstedatteren, som slet ingen problemer har i den retning, så op kom jeg.
Jeg skulle dog ikke nyde noget af at komme helt ud til kanten på toppen, men udsigten var fænomenal derfra. Solen var ved at gå ned, så solnedgangen blandede sig med Paris´ mange farver, lys og de mange mennesker.
Farvel til Paris
Klokken var ved at være 18, og Yngstedatteren og jeg skulle videre mod vores ende destination denne dag. Et hotel meget tæt på lufthavnen, så vi ikke skulle bevæge os ret langt næste morgen.
Efter to forskellige metro tog, en hentning af kuffert på det tidligere hotel, 500 meters gang fra hotel til Gare du Nord, og yderligere to tog, der endte vi på hotellet midt i lufthavnen.
Vi skulle dog lige gå 300 meter mere, men det var det hele værd. Et dejligt nyt hotel, Holiday Inn Express, hvor værelserne var perfekte til os to, og vi kunne få noget at spise.
Vi var mætte efter en lang dag med oplevelser, og efter at have kigget lidt på faciliteterne, og drukket den gratis øl og sodavand vi fik ved indtjekning, så tog vi maden med på værelset, og bare slappede af. Far skrev og Sarah kiggede på en tablet.
