Søndag aften er ofte en aften, hvor der bliver gjort lidt mere ud af menuen hjemme ved os, bare ikke lige denne søndag, hvor dagen er gået med oprydning, tøjvask og et besøg på Moesgaard Museum og – tadaaaahhh – Bruuns Galleri i Aarhus.
Derfor blev denne søndag til reste dag, eller også kaldet buffet, som det hedder hjemme ved os…det lyder lidt pænere…
Buffetten denne søndag bestod af rester af den hjemmelavede pizza, som jeg havde lavet fredag aften, samt en omgang kylling, ris og bernaise sovs, som var rester fra engang i ugen.
Pizzaen var ungerne glade for (igen), men Eva og jeg kastede os over risen og kyllingen. Dog istedet for at varme det i mikroovnen, så lavede vi en hurtig wokret af det i stedet.
Rester blev til ny ret
Det blev til lidt smør og olie i gryden, derefter blev tre æg slået ud, og som blev rørt godt rundt. Så røg risen i retten.
Da det var blevet varmet op, kom jeg nogle frosne ærter i retten. Så røg resten af kyllingen i, sammen med et skvæt karry og en skvæt sød chili.
Hele blandingen fik lov til at stege og blive godt varm inden servering.
Se, det var en nem og hurtig måde, at lave lidt ekstra ud af de rester, som vi alligevel havde i køleskabet.